Problemfelt

Projektet tager udgangspunkt i de seneste årtiers erfaring med forebyggelse af et stigende antal tilfælde af livsstilssygdomme. Særlig udsat er og beskrives etniske minoriteter med ikke-vestlig baggrund, der markerer sig med en betydelig højere sygelighed end den etniske majoritet. Dominerende argumenter peger blandt andet på gruppens sociale og kommunikationsmæssige marginalisering - at den qua etniske og migrative forhold ikke har samme adgang til vestlig risikotænkning og risikoadfærd som majoriteten, men er præget af en sårbarhed over for håndteringen og kontrollen af mere abstrakte og langsigtede farer som risikofaktorer. I projektet søges overordnet viden om, hvordan sundhedsfremmende kommunikation i relation til fysisk aktivitet og forebyggelse af livsstilssygdomme, etableres i den sociale praksis blandt etniske minoriteter med tyrkisk baggrund. Der fokuseres i den forbindelse på sundheds- og sygdomsopfattelser, der praktiseres i hverdagslivet og hvilke netværkskommunikative relationer og strukturer, der potentielt kan fungere som understøttende for læring og spredning af disse i retningen af øget fysisk aktivitet. 

Problemstilling

I oplægget præsenteres projektets kritiske afsæt i en problemstilling om betydningen af biomedicinens negatoriske erkendelseslogik i det sygdomsforebyggende felt.  Det handler om, at biomedicinen, når den anlægges hverdagslivets sociale praksisser, reducerer ikke-normative livsstilshandlinger til objektive risici. Og som følge heraf får vi, som i argumentet for etniske minoriteters udsathed, ikke viden om, hvorfor disse mennesker handler som de gør, men alene barrierer og begrænsninger for minimering af sygdomsrisici.

Den dominerende top – down tilførsel af statistisk viden om risikominimering kan ikke stå alene om at påvirke befolkningens sundhedsadfærd. Tværtimod bliver resultatet ofte en deficitteoretisk sundhedskommunikation, der i værste fald skaber en stereotyp fiksering af grupper, der understøtter sociale kategorier som stabile størrelser indenfor dominerende diskurser.

I oplægges tages udgangspunkt i sundhed som historisk, situationelt og relationelt betinget og der fokuseres på forebyggende potentialer, der skabes i hverdagslivet i et samspil mellem den enkelte, familien og i de små og store netværk og fællesskaber, som den enkelte indgår i.

Jeg vil komme ind på, hvordan jeg mener, man kan tænke sundhedsfremme ind i det sygdomsforebyggende felt, som kvalitativ metode til vidensskabelse, der kan pege på positive kulturelle og sociale anknytninger for forebyggelse. Jeg vil i forlængelse heraf komme med eksempler på vigtigheden af at inddrage de sundhedsfremmende processer, der foregår i hverdagslivets netværk af sociale relationer, som afgørende for handlemuligheder og handlerum i retningen af forebyggelse af livsstilssygdomme.