Formålet med dette oplæg er at diskutere og analysere produktion og anvendelse af viden i sundhedsfremme i en optik, der problematiserer betydningen af ’evidens’. Jeg vil argumentere for, at kriterier for evidens afspejler specifikke ideer om rigiditet, systematik og objektivitet og beror på en repræsentationel epistemologi, der definerer sikker viden som en nøjagtig repræsentation af hvordan tingene står i verden. Men også viden der ikke lever op til disse kriterier betragtes imidlertid som sikker viden og italesættes som evidens indenfor sundhedsfremme. Dette fører til en diskussion af rationalitet i videnskab og i praktiske beslutningsprocesser, og jeg vil tentativt udpege aspekter af en ’policy’, som et ’organising principle’, omkring hvilket aktører i sundhedsfremme, forskere, beslutningstagere og praktikere former deres virkelighed.