Forekomsten af fedme i Danmark har været stigende i flere årtier. Og siden WHO i 1998 introducerede begrebet om den globale fedmeepidemi har det været klart, at dette ikke længere blot gælder for Danmark og andre vestlige lande, men også i stigende grad er et fænomen, der ses i lande i den 3. verden. Forsøg på både forebyggelse og behandling har været forbundet med vanskeligheder og resultaterne er gennemgående negative. Der ses også, særlig hvad angår behandling, en tendens til at individualisere problemet, mens forebyggelsen har været meget præget af tænkning i risikofaktorer (KRAM-faktorerne).  Ikke desto mindre er der udbredt enighed om, at årsagerne til fedme først og fremmest er præget af kompleksitet. Det afspejler både de omfattende ændringer i fødevaresystemerne, der har fundet sted, generelle ændringer i levevilkårene samt sociokulturelle forhold, herunder den markante sociale ulighed i fedmeforekomsten. Og desuden spiller biologiske forhold, herunder individets biologiske konstitution, også en rolle, næppe som selvstændig årsag, men som en del af forklaringen på hvorfor individer rammes i forskelligt omfang af fedme såvel som af dens følgesygdomme. På konsekvenssiden har der været meget fokus på de sundhedsmæssige konsekvenser af fedme, men dog i stigende grad også på beskæftigelsesmæssige og psykosociale konsekvenser i form af stigmatisering og mobning m.v. Hertil kommer i de senere år også stigende diskussion om diskrimination både på arbejdsmarkedet og hos myndigheder, forsikringsselskaber m.v.

Ser man på den videnskabelige litteratur om emnet vil man i første omgang nærmest drukne i et overvældende antal studier af de medicinske og biologiske aspekter af fedme. Først i løbet af de sidste 5-10 år er den mere samfundsvidenskabelige og humanistiske forskning begyndt at dukke op og er stadig langt mindre omfattende.  Og litteraturen har her afspejler i mange henseender problemets kompleksitet. Studier af betydningen af levevilkårene for forskellige grupper af befolkningen og af betydningen af uddannelse, samt studier af fødevaresystemernes ændring peger dog tilsammen på problemets samfundsmæssige karakter, i modsætning til en individuel forståelse af det. En række studier med et poststrukturalistisk udgangspunkt ser opfattelsen af fedme som et samfundsproblem som udslag af en biopolitik, der fører til diskrimination og tiltag i retning af disciplinering af overvægtige til samfundsborgere, der ikke belaster sundhedsvæsenet og har problemer med at varetage deres arbejde. Som modvægt til diskrimination og stigmatisering er der endvidere, især i USA, opstået en slags fedmeaktivisme, der bl.a. kommer til udtryk i de såkaldte ’fat studies’, hvor fedme oftest fremhæves som en positiv kvalitet og sundhedsproblemerne i forbindelse med fedme afvises som betydningsløse eller pure opspind. Sidstnævnte studier kan være problematiske, men er med til at understrege modsætningerne og de politiske og psykosociale problemer, fedmeproblematikken er indlejret i. Det peger også på, at en undertrykkende og diskriminerende tilgang er en del af problemet omkring fedme og dens behandling.

Denne præsentation vil rumme en præsentation og kritisk diskussion af en række af de forskellige samfundsvidenskabelige tilgange til fedmeproblematikken inklusive deres forskellige videnskabsteoretiske forudsætninger. Der vil blive argumenteret for, at en indsats over for fedme må gøre op med både en alt for individorienteret tilgang til behandling og en snævert risikoorienteret tilgang til forebyggelse og tage udgangspunkt i en samfundsmæssigt forankret sundhedsfremmeindsats, der styrker den enkeltes egne handlemuligheder i forhold til fedme.