I de kommunale sundhedscentre etableres arenaer for tværfaglige og tværsektorielle samarbejder med sundhedsfremme på dagsordenen. Centrene skal være frontløbere í udviklingen af sundhedsfremmende aktiviteter og forebyggende information - men analyser peger på at der er mange barrierer i at nå disse mål. En dimension i centrenes arbejde er at udvikle samarbejder med de frivillige og frivilligforeninger. Indsatser som er ved at tage form, men som også er dobbelttydige.  Eksempler på sundhedsfremmeaktiviteter med frivilligdeltagelse fra patientforeninger, idrætsforeninger og sociale foreninger diskuteres for deres forcer, faldgruber og sociale innovation.

Eksempler på frivilligsamarbejde i sundhedsfremme

I de senere år har der i mange kommuner været sat fokus på at udvikle og gennemføre nye sundhedsfremmeinitiativer som søger en nærhed til det levede liv og de konkrete borgere. En undersøgelse af om hvordan frivillige er involveret og arbejder sammen med kommunale og private instanser i tre kommuner viste, at sundhedsfremme er et de områder hvor frivillige inddrages, men også at frivillige i forskellige former kan initierer sundhedsfremmeaktiviteter i samarbejde med en række offentlige eller civile aktører (Andersen, Larsen, Bisballe og Holm, 2008).

En kommune har oprettet et mobilt sundhedstilbud i form af en autocamper Sundhedsbussen, etableret efter strukturreformens overgivelse af nye opgaver til kommunerne for eksempel i form af støtte til patientforeningerne og som en permanent del af kommunens sundhedscenter. Sundhedsbussen skal medvirke til at skabe rammer for en sund levevis, etablere et forbyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne, tilbyde sundhedscheck hos borgerne, oplyse om sund levevis samt etablere samarbejder frivillige organisationer og private virksomheder. Bussens ydelser kan enten rekvireres af offentlige eller private virksomheder eller af frivillige foreninger eller kører selv på fastsatte tider til centrale offentlige pladser og for-annoncerer deres tilbud. Bussen har besøgt daginstitutioner med sund madudstilling og madopskrifter, ligesom frivillige foreninger og aktiviteter for ældre har fået besøg med informationer om motion og sund kost. Virksomhedssamarbejdet består af tilbud om sundhedscheck af de ansatte, trivsel og fysisk aktivitet såvel som formidling af kampagner om sund mad og rygestop kurser (Projekt Det Mobile Sundhedscenter, 2008).

En anden kommune har etableret et sundhedscenter, som skal fremme en kombination af socialt udsatte og sundhedsfremme som en naturlig del af indsatsen såvel som initiativer, der fremmer sundheden for borgere med kroniske lidelser. Dette center samarbejder med 12 patientforeninger og er formelt organiseret i en samarbejdsaftale mellem kommunen og Danske Handicaporganisationer og giver møde- og kontorlokaler til de frivillige foreninger mod at disse i fællesskab bemander en åben rådgivning i en sundhedscafe. Alle patientforeningerne bidrager i det omfang, de kan til rådgivningen og rådgiver generelt om det at være patient og kroniker.

En tredje kommune har gennem en længere periode haft selvhjælpsgrupper for og udbudt kurser til stress, depressions- og angstramte. Der har været tilknyttet forskellige specialister blandt andet psykologer. Deltagerne har selv betalt for deres deltagelse. Kurserne har været en stor succes og fået gode evalueringer og udbydes nu i et i et partnerskab mellem en frivillig selvhjælpsforening, lokale væresteder og kommunen. Aktiviteten er en af del af kommunens kronikerstrategi, og deltagelse betales nu fuldt ud af kommunen.

Potentialer og faldgruber i frivillig samarbejdet

 Samarbejdet med de frivillige kan føre til synergi og merværdi, motivation og erfaringsnærhed, netværk og demokratiske værdier - men har omvendt også problemer med ressourcer, tid, kontinuitet og mangel på bredde i de frivilliges baggrund. Eksemplerne viser, at ildsjæle er en nødvendig ingrediens, fordi disse tilfører særlige ressourcer, stabilitet, kontinuitet, energi og koordination - og dette er nødvendigt for at få projekterne til at fungere. Ildsjælene findes både blandt de frivillige idrætsaktive, fagpersoner som SFO-personale og sundhedscentre-koordinatorer. Analyser af aktiviteterne viser også, at forudsætningen for, at nye samarbejdsformer som eksempelvis partnerskaber kan udvikle sig, er tid og tålmodighed, da de er en krævende samarbejdsform. Samtidig repræsenterer velfærdssamfundets udvikling en markant udfordring for den frivillige verden, som endnu ikke har fundet sit ståsted i feltet mellem markedsgørelse, nye profiler for de frivilligt aktive og sin egen unikke berettigelse. Eksemplerne er rige på udvikling af gradvis social innovation, hvor ressourcer, organisering, ledelse, tværfagligt og tværsektorielt arbejde er vigtige byggestene. Men de er også rige på de problemer og udfordringer, som dette samarbejde rummer. Men der er grund til at tro at innovationsformer, som er baseret på bottom-up og åben distribution, er særlig velegnede til at udvikle sundhedsfremme aktiviteter med frivilligt aktive.

Vi kan nu indkredse styrkerne: for det første peger de involverede partnere på en udbredt oplevelse af synergi og fælles kraft: flere partnere kan i fællesskab realisere eller forventer flere resultater, større muligheder for innovation og mere optimisme; for det andet skabes en erfaringsspejling, motivation og iderigdom i mødepunkterne mellem forskellige frivillige fra forskellige foreninger; for det tredje skabes en netværksorganisering med demokratiske foreningskomponenter gennem de frivilliges kultur, traditioner og samværsformer; for det fjerde udvikles en ny samarbejdsform gennem partnerskabet, som kan regulere og udvikle samarbejde mellem så forskellige aktører som professionelle og mange slags frivillige.

Men samtidig er der en risiko for at samarbejdet med offentlige partnere kan risikere at udtære de frivilliges energi og motivation og fungere kontraproduktivt i forhold til deres særlige styrker. Det kommunale samarbejde indebærer ofte former for dokumentation og afrapportering, som kræver kræfter og tid blandt de frivillige - som på deres side viger tilbage for kontrol og dokumentation og blot ønsker det mellemmenneskelige samvær og konkrete gøremål. Hermed opstår et tankevækkende dilemma: Frivillige sociale organisationer inddrages i sundhedsarbejde, fordi de virker uden regler og restriktioner og fremmer særlige kvaliteter, former for organisering og samvær - men for at opnå støtte og midler fra det kommunale og politiske system, må organisationerne indordne sig under regler og restriktioner (la Cour og Lindberg 2006). De frivillige er heller ikke stabilt aktive, ligesom motivation og forventningsafstemning indimellem spænder ben for de opgaver og aktiviteter, som netop kræver et stabilt aktivitetsniveau over tid (Høyer-Kruse m.fl. 2008, s. 7). Endelig er krav om særlige kompetencer og kvalifikationer for at varetage arbejdet med sundhedsfremme en udfordring for det frivillige arbejde, som på den ene side er langt fremme i at udvikle samarbejde med de offentlige professionelle, men på den anden side også skal fastholde minimalistiske krav til formel kunnen og fastholde ønsket om medmenneskelig nærvær (Andersen, Neerup og Cauchi 2007 s. 16).

Social innovation som velfærdskit

Sundhedsfremme bygger på en forestilling om, at nye indsatser, som kan rekonstruere det klassiske sundhedsparadigme om individuel behandling af sygdomme, kan bidrage til at skabe lokal og borgerdreven sundhedsfremme. Innovationsforskere har på den anden side påvist, at fornyelse og innovation er vanskelig at definere én gang for alle (Fuglsang 2010) og sjældent opstår spontant. Organisationer og miljøer kan skabe både innovationsfremmende og innovationshæmmende rum (Darsøe 2006). Innovationsbegrebet er oprindeligt udviklet i produktionssfæren og med økonomisk vækst for øje, men er for længst taget i anvendelse og under udvikling i andre sfærer: kunstnerisk virke, sociale, pædagogiske og offentlige velfærdsområder og med blik for medarbejdere og brugere samt de omsorgsrationaler og mål, der hersker på disse områder (Darsøe 2003; Kristensen og Voxsted 2009). Her er målene i langt højere grad skabelsen af social værdi, sociale netværk og social kapital (Hulgaard 2007). En afgørende pointe er, at hverken innovation eller social innovation er målet i sig selv, men derimod et værktøjer til at nå de mål, forskellige aktører ønsker og opstiller (Andersen, Fæster og Rosenberg 2010).

                            Eksemplerne viser, at der i udviklingen af sundhedsfremme er brug for sociale innovatører - frivillige som professionelle, der kan drive nye former for indsatser frem. Men de viser også, at organisatoriske forhold, ressourcer og tid, arbejdsmetoder, ledelse og opbakning øver afgørende indflydelse.  Med afsæt i forskningen kan vi skitsere to sociale innovationsscenarier: dels den gradvise og den radikale innovation (Schumpeter 1951/2001) og dels innovation kendetegnet ved social synergi, åben distribution og bottom-up (Mulgan m.fl. 2007; von Hippel 2007). De gradvise innovationer kan i stort omfang iagttages i de mange eksempler: sundhedsbussen, patientforeningernes rådgivning i et sundhedscenter, selvhjælpsgruppernes café-bemanding, de frivillige idrætsforeningers samarbejde med SFO og det murstensløse center, partnerskabsprojekterne om multifunktionelle pæle, mountainbike-rally og køkkenhaver. Alle benytter sig af gradvis innovation gennem udvikling af eksisterende aktiviteter, som sammensættes med nye indslag og profiler med et tværfagligt/tværsektorielt og frivilligt samarbejde. Den gradvise innovation bliver hurtig synlig på resultatsiden og er let at implementere. Den radikale innovation - som er en grundlæggende ny organisering af (helt nye) indsatsen(r) - kræver et udviklingsmiljø, satsningsvilje og prioritering. Gradvise innovationer er væsentlige for den kontinuerlige udvikling af eksempelvis sundhedsfremmefeltet og frivilligsamarbejdet, men det er også afgørende, at der er plads og opbakning til radikale innovationer. De gradvise opretholder status quo, mens de radikale omkalfatrer - dvs. ændrer fuldstændigt.

Eksemplerne har vist, at tværfagligt og tværsektorielt samarbejde mellem frivillige og professionelle giver en større synergi og effekt og dette er i tråd med Mulgans fremhævelse af, at innovation ofte kombinerer eksisterende 'byggesten', inddrager nye tværfaglige eller tværsektorielle former og skaber rammer for sociale samspil og synergi mellem professionelle og borgere (Mulgan, Tucker, Rushanara og Sanders 2007). De frivillige hænder bidrager med en intensiv, tidsbegrænset indsats, som både rykker en aktivitet, men lider under at de frivillige flytter deres engagement. Omvendt bygger frivilligcaféerne og kursustilbuddene på et mere langstrakt engagement, som kan føre til synergi og ny udvikling. Von Hippels forskning peger på, at innovation entydigt skal lokaliseres i brugernes/borgernes kraftfelt, hvis der skal udvikles åben innovation med et demokratisk overskud. Arbejdsformerne skal være åbent distribueret - dvs. tilgængelige for alle og demokratisk organiseret.  Blandt artiklens eksempelaktiviteter er der ikke mange, som opfylder disse kriterier - hvis nogen overhovedet. Der er derfor et stykke vej til, at eksemplerne kritisk kan udfordre den dominerende sociale arbejdsdeling og magtstrukturer - som von Hippel stiller i udsigt.

Afrunding

I dette kapitel har der været fokus på samarbejdet med de frivillige og de frivillige foreninger i sundhedsfremme belyst gennem en række eksempler. Samarbejdet med de frivillige kan føre til synergi og merværdi, motivation og erfaringsnærhed, netværk og demokratiske værdier - men har omvendt også problemer med ressourcer, tid, kontinuitet og mangel på bredde i de frivilliges baggrund. Eksemplerne viser, at ildsjæle er en nødvendig ingrediens, fordi disse tilfører særlige ressourcer, stabilitet, kontinuitet, energi og koordination - og dette er nødvendigt for at få projekterne til at fungere. Ildsjælene findes både blandt de frivillige idrætsaktive, fagpersoner som SFO-personale og sundhedscentre-koordinatorer. Analyserne viser også, at forudsætningen for, at nye samarbejdsformer som eksempelvis partnerskaber kan udvikle sig, er tid og tålmodighed, da de er en krævende samarbejdsform. Samtidig repræsenterer velfærdssamfundets udvikling en markant udfordring for den frivillige verden, som endnu ikke har fundet sit ståsted i feltet mellem markedsgørelse, nye profiler for de frivilligt aktive og sin egen unikke berettigelse. Eksemplerne er rige på udvikling af gradvis social innovation, hvor ressourcer, organisering, ledelse, tværfagligt og tværsektorielt arbejde er vigtige byggestene. Men de er også rige på de problemer og udfordringer, som dette samarbejde rummer. Men der er grund til at tro at innovationsformer, som er baseret på bottom-up og åben distribution, er særlig velegnede til at udvikle sundhedsfremme aktiviteter med frivilligt aktive.

For en fuld artikel og analyser samt litteraturreferencer se: 
Andersen, Lundgaard L (2011) Frivillighed og social innovation i sundhedsfremmeaktiviteter i Sundhedsfremme i samfunds- og hverdagslivsperspektiv, Betina Dybbroe, Birgit Land, Steen Baagøe Nielsen (red.) København: Akademisk Forlag, s. 212-228