Last modified: 2011-08-04
Abstract
Overvejelser vedrørende begrebet risiko har længe været centrale for arbejdet med forebyggelse. Ambitionerne på sundhedsfremmeområdet rækker dog langt ud over det fokus på generelle risikofaktorer, som har præget forebyggelsesparadigmet. Forebyggelse har – både som tænkning og handleperspektiv – fjernet opmærksomheden fra den kontekst, som sundhedsmæssige problemer og risici er indlejret i.
Det fjerner ikke mindst blikket fra menneskers aktive og praktiske håndtering af enhver form for ’fare’ og potentiel risiko for sundheden. Der er brug for et nyt fokus på, hvordan mennesker i deres daglige omgang med risici anvender egne og fælles ressourcer til at imødegå farer og sikre eget helbred, og på hvordan anvendelsen af disse ressourcer på selvfølgelig vis føjer sig ind i hverdagens øvrige praksis. Derfor ønsker dette oplæg at fokusere på børn og trafiksikkerhed med viden og inspiration fra børneforskningens belysning af børns risikohåndtering, kompetencer og hverdagsliv.
Oplægget anlægger et børneperpsektiv og undersøger det paradoksale forhold at sundhed og velfærd også udtrykker sig igennem risikopraksisser, hvilket i forlængelse af en mere generel myndigheds- og empowerment diskussion, rejser spørgsmålet om hvilke typer af risici samfundet kan og vil anerkende.