Dette paper drejer sig om nogle af de dynamikker, der er fremherskende når forskellige etniske grupper møder sundhedssystemet i det danske velfærdssamfund. De senere årtiers internationale migration til Danmark kombineret med de samfundsmæssige forandringer globaliseringen har ført med sig, gør disse dynamikker, herunder ulighed og eksklusionsprocesser, aktuelle og relevant for at fremme befolkningens sundhed. På baggrund af intersektionalitetsbegrebet samt en case, der omhandler en inkluderende psykosocial praksis foreslås en mere inkluderende praksis i det sundhedsfremmende arbejde i Danmark.

Derudover fokuseres på de særlige aspekter og ressourcer blandt de etniske minoriteter. Processer som transnationalisme og diaspora, som fører til pluralistiske sundhedsfremme praksisser (såsom yoga, meditation og mindfulness mv.) inddrages. Sådanne holistiske praksisser kan endvidere være sundhedsfremmende for både etniske- minoriteter og majoriteter idet de kan udgøre supplement eller alternativer til nogle af de neoliberale, reduktionistiske sundhedsfremmepraksisser.