I de skandinaviske lande i dag betegnes udviklingen i aldring som en stor trussel imod mulighederne for at opretholde en velfærdsstat. Det betegnes som henholdsvis ”ældrebomben” og ”ældretsunamien” som billeder på naturkatastrofer som vil ødelægge vores livsgrundlag. På baggrund af flere studier af udviklingen i ældreomsorg og velfærdsindsats i Norden (Wrede et.al. 2008) og senest et mindre studie af udviklingen i dansk og norsk ældreindsats (Christensen og Dybbroe) vil indlægget pege på de ulighedsskabende sider af udviklingen i velfærdsindsats for ældre.

                      Oplægget vil give et kort indblik i det politiske og historiske skift fra asyl- og almissetænkning til samfundsmæssigt ansvar for hele den aldrende befolkning (1970-80), over New Public Management der skaber en ny virksomhedskultur omkring ældreindsats der adskiller behov hos de ældre fra samfundets indsats (1980-2000)- til konsumerisme og privatisering (2000-), hvor staten fokuserer på forsyning udfra brugernes styrke, løsrevet de sociale behov som karakteriserer alderdommen på den ene side, og på den anden side løsrevet fra en demokratisk forestilling om alle ældres mulighed for at have en tryg alderdom.

                      Velfærdsindsatser ser ud til i dag at  opprioritere unge og yngre borgere med brug for hjælp, relativt højere end ældre.Den praktiske ældrepolitik følger tre spor: 1.afinstitutionalisering og boliggørelse som ramme om de ældres  liv med et minimum af professionelle og uden at give adgang til fællesskaber, 2.aktivering frem for ”passiv pleje” med et mål om størst mulig selvhjulpenhed , og 3. Privatisering af indsatsen, således at kvaliteten og mængden af ydelser afstemmes efter borgernes økonomiske formåen, og 4.fastholdelse på arbejdsmarkedet længst muligt.Hvordan dette stiller de ældre vil være en diskussion til sidst i indlægget.