Hvilke tilgange virker i forhold til social ulighed i sundhed i lokale kontekster?

Det sundhedsfaglige udgangspunkt for nærværende studie har social ulighed i sundhed som overskrift og interesserer sig for vidensskabelse vedrørende kommunale strategier og praksis i sundhedsfremme. Den sociale ulighed i sundhed, som er karakteriseret ved et komplekst årsagsmønster, hvor sociale determinanter, som uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet, sociale netværk og indkomst er væsentlige faktorer (WHO 2008, Diderichsen 2006) er vokset i 1990’erne. Generelt har sundhedsfremmefeltet i Danmark hidtil været præget af kortsigtede ad hoc projekter med overvejende fokus på livsstilsinterventioner(KRAM)og der efterspørges fra såvel kommunale, som statslige og politiske aktører, kommunale og nationale strategier og målsætninger, så et fælles sprog og begreber samt metoder oparbejdes, især i forhold til den sociale ulighed i sundhed (Det Nationale Råd for Forebyggelse 2010, Teknologisk Institut 2010, AKF 2010, Sundhedsstyrelsen 2010, Mandag Morgen 2009).

Tendenser fra det aktuelle studie peger på, at kollektiv ressourcemobilisering, hvor borgernes og lokalsamfundets fælles og forskellige muligheder samt handlerum involveres, er understøttende i forhold til at målrette en given indsats til borgere, der ønsker og har behov for dette. Kollektiv ressourcemobilisering skal ses som en parallel til kapacitetsopbygning. I et kollektivt ressourceperspektiv er hovedpointen og udfordringen, at sundhed i praksis skal ses i et hverdagslivsperspektiv, og at sundhed i en bred sammenhæng handler om det gode liv, mere end det handler om et godt helbred. Samtidig foregår sundhedsfremmeinitiativer i de sociale miljøer, kontekster og lokale arenaer, som divergerende borgere færdes i og interesserer sig for i deres dagligdag (Lau, Holm, Andersen og Dybbroe 2011). Generelt peger de danske erfaringer på, at principper hentet fra fremskudt forvaltningstiltag skaber kontakt til og dialog med udsatte borgere, som kommunen har vanskeligt ved at adresserer i sundhedsfremmearbejdet. Et succeskriterium er her at skabe gensidig tillid mellem borgere og lokalsamfundets aktører for at understøtte ressourcemobilisering og handlemuligheder hos borgere og bredt blandt kommunale medarbejdere og i lokalsamfundet.