Open Conference Systems, 

Font Size: 
Hvad tilbagemeldinger og sammenligninger gør ved de professionelle
lise dam rasmussen

Last modified: 2011-09-29

Abstract


Abstract til konferencen sundhedsfremme, magt og velfærd

Workshoppen: Sundhedsprofessioner under pres – eller udfordret faglighed.

Mit paper og præsentation vil tage afsæt i en foreløbig analyse i min ph.d. afhandling. I min ph.d. sætter jeg fokus på de sundhedsprofessionelle i sygehusvæsenet, med følgende forskningsspørgsmål:

”Hvordan kan de sundhedsprofessionelle ses som centrale aktører i kvalitetsstyringen i sygehusvæsenet, hvordan påvirker kvalitetsstyringen som styringspraksis de sundhedsprofessionelle og hvordan agerer de sundhedsprofessionelle i forhold hertil?”

Kvalitetsstyring belyses med afsæt i Det Nationale Indikatorprojekt, NIP – et klinisk kvalitetssikringsprojekt, som blev implementeret i det danske sygehusvæsen tilbage i 1999, og som nu er integreret i Den Danske Kvalitetsmodel. NIP er interessant, fordi indikatoropfyldelsen offentliggøres på sundhed.dk, hvorved det bliver muligt at sammenligne på lands-, regions- og afdelingsniveau.

Styringspraksis belyses indenfor rammen af governmentality, hvor jeg især undersøger, hvorvidt ”styring til selvstyring” medfører selvansvarliggørelse af de sundhedsprofessionelle samt hvordan de sundhedsprofessionelle indskrives i styringen. Dette inspireret af Foucault, som fremhæver viden og ekspertise som centralt for governmentality-styringen, samt inspireret af den britiske sociolog Terry Johnson, som identificerer denne ekspertise og viden med professionerne, idet nye typer af eksperter indenfor forskellige vidensområder opstår og udvikles i tæt relation til denne politiske styringsform.

De sundhedsprofessionelle er afgrænset til tre sundhedsprofessioner, nemlig læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Analysen baseres på empirisk materiale fra casestudie på fire afdelinger på to hospitaler i Region Hovedstaden, afgrænset indenfor sygdomsområdet apopleksi (blodprop eller blødning i hjernen). Det empiriske materiale er fokusgruppeinterviews, observationer og dokumenter. I analysen anlægges et komparativt perspektiv med fokus på forskelle og ligheder mellem professionerne, i forhold til styringen.

Til workshoppen vil jeg udarbejde et paper og præsentere centrale dele af min analyse med overskriften: ”Hvad tilbagemeldinger og sammenligninger gør ved feltet?”, med primært fokus på besvarelse af spørgsmål omkring, hvordan de sundhedsprofessionelle forholder sig til tilbagemeldinger og sammenligninger samt hvilke subjektpositioner som konstrueres og muliggøres gennem tilbagemeldinger og sammenligninger som styringsteknologi. Hermed bliver det muligt, udfra et kvalitetsstyringsperspektiv, at diskutere, om sundhedsprofessionerne er under pres eller udfordret fagligt – et kvalitetsstyringsperspektiv som er blevet særdeles dominerende i sundhedsvæsenet, med implementeringen af Den Danske Kvalitetsmodel.